Nye bevillinger i DMRU-puljen

04-10-19

Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling har bevilliget 1.180.079 kroner til fire nye projekter.

Der er blevet bevilliget 46.706 DKK til et oplysningsprojekt, som International Aid Services (IAS) står bag. Oplysningsprojektet har til formål at skabe forståelse for og opbakning til udviklingsarbejde. Projektet oplyser om livsvilkår for marginaliserede børn og unge, og hvordan danske unge kan blive involveret i frivilligt arbejde for at bidrage til en mere positiv udvikling. Målgruppen for oplysningsaktiviteterne er unge mellem 13-25 år, og projektet relaterer særligt til Verdensmål # 4, 5 og 17 om kvalitetsuddannelse, ligestilling mellem kønnene og partnerskaber for handling.

Der er blevet bevilliget 84.036 DKK til en partnerskabsaktivitet for Aktive Kristnes Omsorgsarbejde (AKO) og Grace Society Nepal (GSN). Projektet skal undersøge, om man kan mindske migration fra land til by ved at højne levestandarden i det fattige bjergområde i Makwanpur-distriktet i Nepal gennem aktiviteter særligt rettet mod kvinder. Muligheden for en organiseret indsats med undervisning og tilbud om sykursus skal undersøges med det formål at højne projektdeltagernes selvværd og deres familiers levestandard til gavn for udviklingen af distriktet. 

DMRU har bevilget 1.000.000 DKK til Det Danske Bibelselskab og dets partner SAT-7. Formålet med projektet er at adressere religionsfrihed og kvinders rettigheder. Målgruppen er de mere end 50 mio. persisktalende kvinder, mænd og unge, der har adgang til satellit-tv i Iran, Afghanistan og Tadsjikistan. Det farsi-sprogede talkshow ’Insiders’ vil blive brugt til at øge bevidstheden og give viden, nye holdninger og færdigheder, som vil skabe synlighed omkring religionsfrihed og kvinders rettigheder i de pågældende lande. På sigt skal projektet bidrage til øget fortalervirksomhed for ændringer i lovrammerne i disse lande.

DMRU har bevilliget 49.337 DKK til oplysningsprojektet ’Børn fortjener en familie’, som VIVA vil udføre. Formålet med denne oplysningsaktivitet er at formidle og engagere specifikke målgrupper i Danmark i forhold til en ny diskurs inden for arbejdet med placering af børn på børnehjem i Mellemamerika. Aktiviteten skal problematisere valget af institutionalisering som den umiddelbare løsningsmodel og i stedet promovere familiebaserede løsninger i arbejdet for at sikre en tryg opvækst.

jazzandclassical.com